Villum og Ludvigs Blog

Det mest betydningsfulde barn siden Jesus Kristus og William Jefferson Clinton kom til verden den 28. oktober 2007 kl. 6.03 om morgenen.

Barnet var Mons.

Mons blev forløst ved kejsersnit. Efter 18 timers veer og utallige manipulationer nægtede han nemlig stadig at tage den sidste rotation i bækkenet. Derfor kom den vordende mor aldrig til den såkaldte pressefase. Og så var snittet en bedre løsning end at udpine begge implicerede. Mons havde også skidt i vandet, og det kan være et tegn på korterevarig iltmangel, der har stresset ungen. Men iflg. målingerne fik Mons ilt nok gennem hele forløbet, uanset at han havde valgt at levere en klat i sit første element. Så vi har i stedet valgt at se det som et udtryk for attitude. Her er et billede af en af veerne:

Det gule snask på den ellers så fine hospitalsdragt er klorhexidinsprit, som blev brugt til desinfektion, da Erica fik lagt en epidoralblokade for at tage de værste smerter (“drop det akupunkturpis, jeg går direkte til kemien”, som hun sagde).

Men altså: Kejsersnit. Erica blev kørt til operationsstuen, og der blev fyldt lidt ekstra stærke sager i hendes blokade. Bemærk, at den mandlige narkosesygeplejerske i baggrunden ligner Ben Kingsley:

Og så var der kejsersnit. Mons var ude få minutter efter skalpellen blev svunget første gang. Billedet nedenfor har vi valgt at kalde “Newborn With an Attitude.” En af hospitalets kloge koner har lige skudt lidt K-vitamin i den nyfødte, men det er selvfølgelig ikke derfor han tuder:

Da den lille fis var vel ude, skulle moderen sys sammen. Inden den stolte fader fik den godt byltede baby i favnen, nåede han lige at forevige det tilstedeværende kirugiske personale:

Den nybagte moder blev sendt til opvågning efter operationen. Faderen tog turen til barselsgangen og sad med sønnen i favnen og ventede på at mor igen blev ved sine fulde fem. De to hyggede sig vældigt. Sønnike faldt i søvn efter en time til halvanden, og farmand forsøgte at holde sig vågen.

Da mor kom tilbage fra sin underlivsrus var der stor glæde:

Senere på dagen ankom paparazzierne. Det er hårdt at være så uendelig vigtig.

Herefter fulgte et par syrede dage på Frederiksberg Hospitals aldrende barselsgang. Der blev kæmpet med brystføde og barnegråd, sort afføring og søvnmangel.

Erica blev mere og mere mobil og efter behandling med ketogan og andre farverige præparater, tog hun sine operationssmerter med knusende ro.

Tirsdag den 30. oktober om aftenen forlod vi barselsgangen med Mons under armen – og efter en lang aften er familien her efter et døgns tid begyndt at vænne sig til at være ude i virkeligheden.