Det har været et
forår med regn og rusk og først allernyligst noget der for en stund lignede
sommer. Eller lignede sommer rigtig meget, faktisk, lige der hvor
trepartsforhandlingerne gik i gang,
og der tumles med at finde milliarder her og ikke-efterspurgt ekstra arbejdskapacitet der.
For ikke at tale om fremsættelsen af skattereformen. Men nu skal vi ikke
fortabe os i vejret eller politiske detaljer. Villum og Ludvig har erklæret sig
aldeles uinteresserede i begge dele, bortset fra det første.

Den lille Ludvig er
stadig sød og fin og uddeler krammere til alle. Men han har også fået
temperament og toårstænder med natteroderi og spillen vrissenpind. Han og
Villum har fået en herlig vane med at skrige om kap ved middagsbordet, ofte som
alternativ til at indtage føde. Føden indtages så i stedet uden om måltiderne.

Natteroderiet er
mest et aftenroderi. Ludvig synger Mester Jakob og fødselsdagssange og danser
og kaster sig rundt og taler og beder om vand og bamser, tuder lidt og vil have
sokkerne på og af. Sovestillinger inkluderer både en kunstfærdig og ganske agil
kolbøtteposition og en hvor arme og ben stritter ud mellem tremmerne i sengen.
Det kan nogen gange vare til halv ti. Heldigvis ikke altid. Sine nætter har han
også taget sig frihed til at vågne og rode rundt i timevis.

Indenfor er han glad
for at vande og pille jord op af palmepotterne. Udenfor er han blevet god til
at køre på plastscooter – den klassiske røde og blå og gule, arvet fra Villum –
og vil MEGET gerne sidde på enhver cykel og sætte fødderne op for at lade sig
transportere ved forældrenes krumme rygge.

Ludvigs vokabularium
vokser bestandigt. Fx har han nu lært at række sin lille pegefinger frem og
sige “a put” [=prut], hans version af det legendariske “træk mig
i fingeren.” Sikkert noget han har lært af en eller anden onkel. Ellers kan
følgende nævnes:

“A døttedag.
Ura ura! Døttedag!” (el. i nogle tilfælde: “duttedag”) [ved
synet af fx et flag eller noget andet rødt og hvid, fx afspærringsbånd ved
vejarbejde el. tilsvarende]
“Osse mig” [I alle situationer, hvor storebroder bliver
begunstiget]
“Min tissemand!” [Ja… det måtte jo komme]
“Ligge ned” [Når han skal sove]
“Drassen, sove, Inge, Sara” [Rablen om det forhold, at han sover
indendørs, på madras, i vuggeren]
“Stoppe! Far!” [Vel et udtryk for utilfredshed]
“A luddedej” [Leverpostej – udtalen forbedres ugentligt]
“A mere KITZ” [=”mere kiks”]

Det kan være i
forbindelse med sidstnævnte, at temperamentet koger over. “Når han ikke
får sin vilje, ligner han en krokodille,” som man sang i faderens barndom
(mel.: Sur sur sur). Men som nævnt, er Ludvig mestendels godt tilfreds med det
meste.

Det er lidt sværere
med Villum, den gode Filløjs. Han begyndte den 30. april i
Planetens udflytterafdeling i Allerød (3 uger ude – 1 uge hjemme på
Frederiksberg og så fremdeles lige til han skal i skole).
Som mange læsere vil vide, er Villum jo,
med forlov, en ualmindelig konservativ tryghedsnarkoman med fødderne
solidt plantet der, hvor alting er som det var engang og nu engang er. Og med
en enkelt undtagelse har tanken om Allerød og alt det nye ikke givet anledning
til nogen decideret fest, når der skulle afleveres om morgenen. Men når dagen
er kommet i gang, har det som regel været fint det hele, siges det, og det er
jo også så sædvanligt, som det kan blive.

Men jo, det har været
svært at være Villum her efter påske, og mon ikke det har noget at gøre med alt
det nye. Hans babytids aftenshow er vendt tilbage, nu i en mere moden udgave – Villum vil ikke sove.
Villum kravler ned fra sengen og klager søvndrukkent over, at han ikke kan sove,
at det er kedeligt at sove – og at han drømmer nogle drømme, han er bange for
(man nærmer sig måske en forklaring her).
Han kan ligge og hyle som en stukket gris, som det hed i forældrenes
barndom, og når han endelig er faldet i søvn, så vågner han typisk ved
01-02-tiden og kommer ind for at putte i mor og fars seng. Og som en anden
gøgeunge tvinger han hver anden gang den letsovende fader til at forlade
soveværelset i vældig vågen tilstand. Faderen har udtalt til redaktionen, at
det gerne snart må holde op, og at der jo findes vældig gode kostskoler i
Schweiz.

Nidkært
autoritetstro er barnet også. Villum nægter fx at køre på røven med S-toget,
hvilket jo i princippet er godt, for det må man ikke. Han modsætter sig og
bakker væk med angsttårer i øjnene. Den
dag mor foreslog en tur til næste station uden billet, fordi billetautomaten var i stykker, da nægtede
han, og toget kørte for øjnene af dem. En venlig DSB-mand, der var i færd med
at tømme stempelautomaten for papirdimser, henviste dem til den anden perron,
hvor automaten virkede. Alt det takket
være Villum. Det kunne have kostet en milliard i bøde.

Og apropos
transport: En dag i begyndelsen af maj havde mor ikke lige tid til at holde i
den stang, der var monteret på Villums nye cykel. Der var noget med Ludvig, der
skulle ordnes. Villum brokkede sig lidt, men valgte så at sætte sig til cykels
– og så cyklede han. Uden stang, uden hjælp og med vanlig selvsikkerhed i
navigationen. Dokumentation her (stangen er
efterfølgende fjernet – til Villums tilfredshed trods indledende protester).

Efter montering af
lås er pedalerne nu det foretrukne transportmiddel til og fra børnehaven (altså
ikke helt til Allerød. Ikke endnu). Det vil vel også sige, at Ludvig snart skal
overtage den lille blå løbecykel, og lad os se, om det går godt. Gru kan vente.

Og nu vi er i gang
med den positive udvikling, bør det også nævnes, at der er tegn i sol og måne
på, at vi nærmer os afslutning på bleproblemet i børnehaven – bleproblemet,
hvor Villum fortsat efter et års blefrihed andre steder (minus sengen) fortsat
nægter at gå på lokum i børneren. Efter det fine hus i Allerød er kommet ind i
billedet, ser det ud til, at der nu er blevet lavet både stort og småt på
toilettet deroppe. Og hvis det varer ved, er vi jo ved at nærme os en præmie.
Oprindeligt var præmien en flexitrack-bane. Nu har Filløjsen erklæret, at han
hellere vil have en Snurre Snup-is. Kilder tæt på forældrene har nævnt, at en
sådan præmie nok kan komme på tale.

Blandt de
mindeværdige Filløjs-citater i den forløbne blogløse periode har været
følgende:

“Puha, mor, det
er bare så vanvittig hårdt at være i børnehave. Jeg sidder bare hele dagen og
klipper gækkebreve og tegner. Det er simpelthen det kedeligste i hele verden.
Og så glemmer jeg hele tiden at lege med Emilie.”
“Ja, ja, så haster det vel heller ikke mere…”
“Det ser ikke for godt ud” (om smadret vindue i elevatoren på
Dybbelsbro St.)
“Mor? Du kan GODT regne med, at jeg savner dig, når jeg er i
børnehave.”
“Du kan næsten ikke holde ud at tænke på det, vel?” [Villum om mor,
der klager over, at drengen udsætter sig selv for
nedstyrtningsfare]
“Mor… jeg reder dig lige, så du bliver fin i flyveren. Ellers tror folk
bare, du er en gammel heks. Ved du hvad, du får lige den her kam med, så du kan
rede dig – jeg tror, du bliver rigtig grim i flyveren.”

Og en masse federe
ting, som vi har glemt og lever næsten lige lykkeligt foruden.

Det mest
bemærkelsesværdige ved Filløjsen har nu altid været hans hukommelse. Forleden
nævnte han fx, at hans mor og far engang var kommet hjem og havde taget pænt
tøj på. “Og da I kom hjem, var I blevet gift,” fortsatte han. Det er
jo så næsten tre år siden, der blev afholdt bryllupsfest her i foretagendet, så
for at verificere, blev der spurgt til moderens påklædning. “Du havde en
fin, rød kjole på, mor,” kom det prompte fra den firårige i
overensstemmelse med fakta. Det var lidt mere vævende med fars påklædning, der
blot blev beskrevet som “en pæn jakke.” Adspurgt om, hvem der passede
ham dengang, svarede han ligeså sikkert “Anne Katrine,” hvilket også
var korrekt. Det er jo bindegalt, med mindre der er tale om skyggen af noget,
han engang har fået fortalt og set på billeder.

Villum har været på
ferie både hos farmor og farfar med øko-ko-spæn fra stald til mark, og hos mormor og
morfar med selvbestaltet glidebane.

Og tænk: Begge
drenge er netop draget på ferie på Tåsinge igen. “De er nogle værre
rendemasker,” udtaler forældrene, der selv tager en sviptur til Milano
imens. Denne gang bliver der nok ikke nogen glidebane, for atter engang er det 12 grader og regn.

Der har også været
et par fødselsdage, nemlig Georgs firårs og Krestens femårs. Georg fik en gun,
Kresten et ridderspil. Krigstemaet er en utrættelig drengedrøm. Bare de ikke
bliver gangstere, skal man vel være glad. Georg fik en fridag med sin far i fødselsdagsgave
og det involverede også Villum om hans far, der var nødsaget til at tage en dag
ude af kontoret for at følge sønnike og hans gode ven på Tøjhusmuseet og i
Tivoli. Der var stor begejstring, selvom fædrene ikke kunne finde fred til en
fadøl. Andre gjorde sig det imidlertid mageligt:

Der er mere spas på Forsommerudstillingen
i Galleriet
. Alle læsere ønskes god ventetid, indtil de næste forrygende fabler eksponeres her på bloggen.

DIMENSIONER

Uanede. Begge drenge
virker større end sidst. Villum er i dag målt til 108,5 cm, Ludvig til 86 eller
87 alt efter, hvor meget han blev strakt ud. Der er ingen vægtdata, men Ludvig
er i april atter engang målt til 12,5. Villum ligger skønsmæssigt stadig omkring de 18.