Så blev det
ferietid. Det brænder sammen i Syrien og i SF, og der er sket uhyggelig meget i
Villum og Ludvigs barneliv. Redaktionen har på den baggrund valgt at inddele
indlægget i afsnit i overensstemmelse med de sædvanlige konventioner for
webtekster. Til gengæld er bloggen i uoverenstemmelse med samme vældig lang, så
nye læsere kan snildt begynde her for at få et komplet indtryk af drengene.

Frankrig
Årets sommerferie
gik i bil sydover. I første omgang til Vinsobres i Rhônedalen for én uge og
derefter en uge mere i Seillans i det provancalske bagland op mod Mont Ventoux.
Villum og Ludvig var begge utrolig begejstrede for at køre virkelig langt – de undskylder
de mange klagesange med dårligt helbred og kronisk lækkersult. Når det er sagt,
var turen derned ikke slem – der blev kørt om natten og ungerne sov næsten som
sten. Der blev gjort holdt i Besançon – i et charmerende industrikvarter i den
sydvestlige udkant. Heldigvis kunne bilerne køre endnu, så børnene kunne
fragtes de 300 km ind til bymidten for at se springvand og borganlæg og plage
om is den ganske dag.

Vinsobres ligger i
det øvre hjerte af Rhônedalens ypperste appellationer – hvad angår vin. Det
samme gjaldt landskab og byer og badefaciliteter ved sø og bæk og i
plasticbassin på den lille altan. Og mest af alt badelandet le Sagittaíre, der
afslørede Ludvig som vandhund, på trods af hans kun sjældne besøg i det våde
element. Villum, der i sit korte liv har
været mere begunstiget i den retning, er også en vandhund og så småt ved at
interessere sig for at svømme. Men hvad betinger så denne vandhundskab? Hvad
siger forskerne? Vi ved det ikke. Men alt det bavl om, at babysvømning er
forudsætningen for olympiske medaljer kan de godt pakke sammen med.

Da vi senere skulle
videre til Provence ledte GPS’en os over Mont Ventoux og Route Napoléon frem
for den Michelinanbefalede solskinsmotorvej (A7/8). Det var skønt for den
garvede mandlige chauffør, mens børnene brokkede sig over den lange tur, og
moderen lukkede øjnene for at undgå opkastninger. Efter at have krøbet op og
ned ad noget der i svingfrekvens bragte minder om et garnnøgle, og som i
bredden lod sig sammenligne med cykelstierne på Gl. Kongevej, nåede vi frem til
Seillans. Til stor fortrydelse for særligt Filløjsen, var Georg og Osvald
ankommet til huset først. Hans forældre forklarede, at det var fordi Georgs far
og mor havde en Mercer.

Seillans er en
nyssepysselig lille landsby, og ungerne gav topkarakter til det 250 år gamle byhus, de to forældrepar havde sparet
sammen til at leje.

“Det er meget velholdt,” bemærkede
Ludvig.
“Der er en vandslange,” bemærkede
Villum.

Vandslangen havde
tillige påmonteret et digitalt vandingsanlæg, der vandt stor interesse særlig
hos Ludvig, der nægtede at forholde sig til det udstedte berøringsforbud. Georg
og Villum indvilligede i at holde sig fra fiflerier med anlægget, men overhørte
til gengæld gentagne påbud om pauser i vandpjaskeriet. Der blev vandet mange
blomster den uge.

Der var mange fine
stunder i huset, men ugen bød også på ture til Middelhavets salte bølger, en
herretur for de store knægte til bjergene, og et enkelt besøg på et vinslot i Bandol (Chateau de
Pibarnon
, naturligvis. Om nogle år vil det vise sig, om årgang 2010
virkelig bliver så god som de sagde – ideelt set bliver det først opklaret, når
selv drengene har mulighed for at smage, men det er muligt, det bliver
vanskeligt for drengenes fader at holde flaskerne i kælderen så længe). Mens
fædrene hyggede sig i kældrene under slottet og mødrene rendte rundt efter de
små, piftede Villum og Georg nogle biler.

Ja. De bliver så
store de kære små. Ludvig, på sin side, ønskede det meste af tiden at ‘køre
bil’ bag rattet i C-Max’en.

Og ugen gik, og der
blev sagt farvel til Georg og Ozzy den 21. dag i juli, hvor Stella i parentes
bemærket fyldte år. Hjemturen kunne vanskeligt foregå om natten, da afrejse fra
huset skulle ske kl. 10 om formiddagen. Det ville i givet fald kræve en spektakulær
hotelovernatning med en efterladt eneforælder en hel dag. Det kunne man
selvfølgelig have gjort. I stedet plagede drengene om en direkte tur hjem, og
de sydlige motorvejskøer sørgede for, at hele dagen blev en pinsel på 12 timer
før vi nåede forbi Lyon. Og samfulde 32 timer tog det, før C-Max’en trillede
over grænsen ved Kruså. Vanvid? Ja, men det var billigt.

På vej mod Als
passerede køretøjet Rinkenæs. Det troede Villum ikke på. Det var ikke sådan han
havde forestillet sig sognet, hvor folk gloede op i himlen og så en and komme
flyvende med en rygende hyphest i en kærre. Så familien kørte videre til
færgelejet i Fynshav med destination mod Bøjden.

Tåsinge
Der blev gjort holdt
på den mormødrene slægtsgård i Bregninge, hvor familien blev bespist efter at have soldet alle de surt opsparede
midler op ferien.

Også drengene fik
proppet sig efter en generel tendens til spisevægring under opholdet i
udlandet. *Det har nok været varmen,” tænker forældrene , der altid prøver
at se tingene fra den positive side.

Filløjsen og hans
lillebror fik lov at blive et par dage ekstra. Så kunne drengene save med
motorsav og grave have i fred og ro, og forældrene kunne i ro og mag tage hjem
og få rettet de småfejl, der var blevet udført af de håndværkere, der havde
renoveret loftet i badeværelset på Peter Bangs Vej.

Inden forældrene
kørte hjem med habenguttet, nåede Villum dog at erklære, at han gerne ville
invitere Anders And til sin fødselsdag. Det minder jo unægtelig om dengang i
1979- 80 (eller deromkring), hvor Villums fader havde planer om at indbyde
Shu-Bi-Dua til fest. Pæren falder sjældent langt fra hesten, som man si’r.

Cirkus
Summarum
Faderen har længe
lovet Villum en tur i cirkus, så snart
der kom to torsdage i en uge. Det skyldes faderens medfødte skepsis over for
gøgl. Men Villum talte to torsdage engang i forsommeren og moderen indkøbte
billetter til en cirkusforestilling på Femøren på Amager . En forestilling, der
lyder navnet Cirkus Summarum og som er indstiftet og arrangeret af den
licensfinansierede mediekoncern DR i samarbejde med noget Muskelsvindfond.
Forestillingen er – skulle redaktionen hilse og sige – IKKE licensfinansieret,
hverken billetmæssigt eller merchandisemæssigt eller slikmæssigt eller noget
andet-mæssigt. Men overskuddet gik til et godt formål om noget rummelighed og
den slags. Thumbs up.

Det var ret nu
sjovt, derinde i teltet. Med Bruno og Bamse og Hr. Skæg og alt det. Faderen havde trukket det længste strå og udstod
samfulde to akter med Filløjsen ved sin side. Både i pausen og bagefter var der
tid til herlige karruselture og stomp på naturinstrumenter.


Farmors
70-års fødselsdag
Drengenes farmor
valgte at fylde halvfjerds den 7. august og afholdt i den anledning festivitas
på Kongskilde Friluftsgård i Lynge-Eskildstrup syd for Sorø den 4. august, kun
et par dage efter drengenes far skulle tilbage i statens tjeneste og knokle for
virksomhedernes ve og vel. Her var der rigeligt af andre ting at foretage sig
end at sidde ved bordet, både for den store og den lille og for fætterfolket og
for alle mulige andre.

Filløjsen og Linus
fornøjede sig med at kaste umodne æbler i søen, så den i løbet af et kvarter lignede en
stjernehimmel med alle de nydelig tennisboldgrønne prikker på det mørke vand.
Smukt og næsten kunstnerisk – måske en gestus tiltænkt far-/mormoderen i
anledning af dagen. Ellers gik alting mest ud på at finde ud af, hvornår den
næste is kunne fortæres.

Om aftenen var der
pølsefest i Fuglebjerg med fætterfolket i fryd og fordragelighed.

Sommerfest
i Allerød
Den 8. var der
sommerfest i Filløjsens udflytter i Allerød. Der var nye boller på suppen: Hans
mor og far så ham ikke rigtig under arrangementet. Han hang ikke op ad moderens
ben. I stedet legede han med sig selv og med Asbjørn m.fl. og spiste popcorn og
gjorde ved.

Derfor kunne hans
forældre jo ligeså godt spise hans pølser, så det gjorde de. Lillebroderen
havde også stor fornøjelse af de ukendte omgivelser og var heller ikke altid
lige at spotte. Der var dog ingen af dem, der blev helt væk, så de var begge
med C-Max’en tilbage til storstaden.

Vennetur
2012
Weekenden den
12.-13. august løb årets vennetur på fædrene side af stablen. Turen gik til
Georgs farfars permanente residens, den enorme dyrlægebolig i Rude.

Georg og Villum,
ofte med Louis som kumpan tilbragte det meste af tiden i garagen. Villum fik
foranstaltet en halvanden meter høj og to meter bred brændestabel. Desværre fik
banden også hevet nogle brædder op så der var fri adgang til smøregraven (sådan
en har man på de kanter) og potentiel lemlæstelse. Det blev der sat en stopper
for.

Villum viste sig
også ganske kapabel, hvad angår dyr. Han legede fornuftigt og med
tilsyneladende gehør med Jannik og Estrids medbragte køter Sejko – naturligvis
kaldet Psycho blandt venner. En godmodig størrelse.

Alt i alt fantastisk
hyggeligt, også for drengenes fader, der ikke havde været forbi i noget der
minder om et tiår.

Georgs
sommerhus
Og så kom der
pludselig en uge, hvor det igen blev helt almindelig hverdag med TO forældre på
arbejde og sædvanlig morgentravlhed og alt det. Det forløb nu fint, og ugen
sluttede med et par lummerfugtige dage med 25-30 grader og besøg i “Georgs
sommerhus,” som det er kommet til at hedde i familiemunde.

Villum slog utrolig
meget græs den weekend.

Og
alt det andet
Generelt om sommeren
har jo været Ludvigs hoppen ud af sengen og fornægtelse af søvnens glæder ved
aftenstide.

“Jeg’ sur på
dig!” siger han.
“Jeg
bestemmer!” siger han.
“Gå væk!”
siger han. Med det ædle formål, at få den voksne til at forlade værelset, så
han kan forlade sengen.

I samme stund skal
Villum håndteres, og han har det også svært, når den lille ligger og roder
rundt. Faderen har lært sig Love Me Tender udenad i et forsøg på at finde en
godnatvise, der kan lulle den lille i søvn. Det kan det også efter
tooghalvtreds runder, så det er jo ikke særlig irriterende.

Forældrene har
forsøgt sig med at tage gitteret af tremmesengens ene flanke for at fjerne
noget af nyhedsværdien, men det har kun haft sporadisk effekt. Måske er der en
vis fremgang at spore, men det synes at foregå med samme hast som
metrobyggeriet.

Og vrede har der
også været i vuggeren i Planeten, hvor Ludvig ved en tre-fire lejligheder har taget
en bid af de andre børn, når noget ikke passede ham. Han er nu under
observation – også hjemme.

Til gengæld har det
vundet stor billigelse hos mindstebarnet, at han to gange fået lov til at møffe
sig til vuggeren på sin lille plasticscooter med påskriften
“Villum.” Når han sidder på
scooteren eller andet surrogatkøretøj, der skal gøre det ud for en bil, er
yndlingsdestinationen naturligvis: “Frankrig.”

Ludvigs voksende
tv-narkomani forsøges tøjlet ved at forbyde audiovisuel underholdning
efter aftensmad på hverdage. Det skaber utilfredshed, men der er forholdsvis
hurtig accept. 5-10 minutters brok og så bliver der taget til takke med legetøj
i stedet for Brandmand Sam. Eller Rasmus Klums (“gerne se Isklump,”
som Ludvig siger).

Villum har på sin
side vist bedre og bedre i sociale sammenhænge, og der er også ganske små fremskridt i
toiletfrekventeringen i børneren. Der udleveres nu en guldstjerne for hver
gang, det lykkes. Vi er oppe på fire styks, og når vi når 5 er der is. Det har
givet anledning til et enkelt tilfælde af lemfældig omgang med sandheden, men
det blev naturligvis opdaget. Når isen er i hus, vil der blive stillet nye ting
i udsigt ved hhv. 10 og 15 gange. Men det bliver sikkert når der er to torsdage
i en uge – ligesom cirkusbesøget.

Det samme burde
gælde kæledyr, som Filløjsens fader er modstander af. Men Filløjsen har ikke
glemt hunden i Rude og vil gerne have sådan en, men forstår godt, at der er
forbud mod den slags bæster i ejendommen. Moderen har til gengæld formastet sig
til næsten at love ham en fisk. Og næsten også et
lyssværd efter følgende dialog:

Mor: ønsker du dig
et lyssværd, Villum?
V: ja det gør jeg,
jeg ønsker mig et i julegave – jeg kan godt vente så længe.

Fik vi sagt, at
Ludvig og Villum i skrivende stund igen ferierer hos morforældrene i Bregninge?
Nå ikke? Ja, forældrene har jo sendt dem udenbys, fordi de selv skal ind og
høre spillemand Cohen på snart 78 give stemmen frit løb på Livgardens
sercerplads ved Rosenborg. Anyways – Ludvig har haft et lille uheld og har
måttet en tur forbi den dødsdømte skadestue på Svendborg Sygehus for at få
beset sine læsioner af en fagkyndig. Man måtte sy, forlyder det fra en kilde
tæt på patienten.

Flere muntre
billeder kan beses på Galleriets
sensommerudstilling
.

Dimensioner:

V: Tja. Redaktionen
skyder på 110-12 cm i højden og hans vægt, tør vi ikke skrive om
L: 90 cm i højden og
13½ kg