“Nåeh,” sagde Filløjsen sarkastisk og holdt noget frem, der afgav en karakteristisk plastikagtig kliklyd, præcis som når man kører bladet på en billig hobbykniv frem og tilbage. “Den her hobbykniv er nok ikke ordenligt børnesikret hva’?”

Sådan går det så fint på Peter Bangs Vej for tiden. Og nu hvor højtiden og endnu et år er forgangent, er det atter tid til at gøre status på de to barneliv på residensen.

Sidst i november var det tid til at træffe et valg. Ikke et politisk valg. Ikke et valg af vægfarve. Næ, noget langt mere skæbnesvangert: Skal Villum indskrives på Lindevangsskolen (den offentlige distriktsskole, beliggende lige om hjørnet) eller Johannesskolen (kvarterets private alternativ, beliggende lidt længere væk)? Forældrene havde ikke nerver til at træffe valget og indmeldte barnet begge steder. Et mere endeligt valg skal træffes engang i marts, hvor Johannesskolen båndlægger de forudbetalte skolepenge, de forlangte ved indskrivningen. Mere og mere tyder dog på, at familien hælder til den offentlige model og en passiv venteliste på Johannesskolen, skulle han falde i dårligt selskab. Og moderen vil naturligvis forestå daglige ekstratimer.

Far valgte at tage en sviptur til Paris ved november måneds udgang, netop som årets første sne faldt, og drengene tog med deres mor til Tåsinge, for at få lidt landluft i lungerne. På vejen observerer Villum noget flagrende, hvidt plastik et sted ude på marken.”

V: “Prøv at se det hvide ude på marken. Jeg tror det må være en hvidhovedet havørn.”

Mor: “En hvidhovedet havørn? Hvor kender du den fra?”

V: “Årh du ved, det er alle de rejser, jeg har været ude på. Jeg har både været i Frankrig og Tenerife og USA og Frankrig…”

Der er ingen kilder, der meldte om tilsvarende rovfugle på hjemturen mandag.

Decembers komme gav anledning til at Ludvig for alvor tog gavekonceptet til sig. Den med fætterfolket fra Valby udvekslede kalendergavekasse blev flittigt besøgt og måtte efter få dage sættes under administration, rationeres og bortgemmes. Og barnet græd, når det blev konfronteret med, at det ikke var tilladt at åbne alle pakker på samme tid.

Villum, der aldrig har været særlig selskabelig ved sammenkomster i Børneren, forbløffede alle ved årets julefest, da han indvilligede i at deltage i Lucia-optoget. Han nægtede ganske vist at bære kjortel, men ikke desto mindre et kvantespring, som dog kun er dokumenteret ved et harsarderet optaget telefonbillede. Men det burde alligevel være tydeligt for enhver:

Ludvig er anderledes kæk ved den slags lejligheder og dansede frejdigt med om træet og sang, så det gjaldede.

Op mod jul tog drengene til farfar og farmor for at fælde træer for at lade forældrene feste. Der var afhentning en snestormfuld lillejuleaftensdag med varsel om efterfølgende tø og sjap. Det så dog ikke sådan ud til en start. Dette er vist omkring Sandby. Eller også er det ikke:

Julerejsen gik videre over bæltet til morforældrene på Tåsinge, hvor sneen allerede var blevet tung. Den var stort set væk juleaftensdag, som gik med forberedelser og løbende terrorangreb på morfar og onkel Jerrik. Mormor tog sig af ænderne og brunkartoflerne, medens Villum og hans fader forestod risalamanden. Godt hjulpet af mormoderens forberedelser var der primært tale om at piske fløden tilstrækkelig stiv.

“Og det er dig og far, der har lavet risalamande?” spørger mor, da vi når frem til desserten.”Det smager virkelig dejligt. Det har I gjort godt.”
“Ja…” svarer Villum tørt, “bortset fra at vi har kommet gift i.”

Begge børn fik ‘is à la mande’ (ord opfundet af Jerrik og samlet op af Villum), og det var bogstavelig talt hvad det var: Én hel mandel i hver. Og hvorfor fik de så ikke flødevendte ris med mandler som resten af Danmark? Fordi Villum har besluttet, at han ikke kan lide det, naturligvis. Ligesom så meget andet. Mens alle var optaget af børnenes plasken i isen, fiskede faderen voksenmandlen ud af munden og skjulte den til alle havde spist sig grundigt ned.

Senere blev der sunget tre friske julesange: På loftet sidder nissen, Der bor en lille nissemand og Nu’ det jul igen. Faderen savnede Kimer i klokker og rendte ud ad døren og klædte sig i rødt og rendte rundt en stund ude i haven og råbte “ho ho ho.” En klar overreaktion, men det kan vel kaldes en positiv bieffekt, at de to dumme unger troede det var julemanden. Julemanden?! Ha! Har man hørt mage til vrøvl.

Og pakkeorgiet indfandt sig. Der var 80 flødeboller fra Faster So og Co til Villum. Han havde ikke behøvet andet, men måtte også indkassere en dynge andre ting af mere marginal interesse.

Ludvig modtog et tilsvarende antal materielle goder, men måtte tage til takke med at nasse på Filløjsens flødeboller. Det er godt, han har lært at sige “Filløjsen.” Det gør det nemmere, at nasse.

Ludvig har også lært at sige en masse andre ting:

– [om Bamses julerejse] Bamse vil gerne op til julemanden, op i lubten. Ka ikke nå! Mangler en dige!
– Gerne lege med ørevoks [= modellervoks]
– [synges] jeg er en prutsak, jeg er sørme heldig!

Osv. osv. Det går godt med det sprog. På vej til Nytårsaften hos Tove og Søren i Værløse holdt han skarpt øje med raketterne og noterede sig, at “de gyder! Op i lubten. Fyrkeri!” Han sagde det mange gange den aften. Og i dagene efter. Det var vel også den tredje januar eller deromkring, han som undskyldning for ikke at ville sove råbte “NEEEEEJ, vil ikke sove! Jeg har juleferie!”

Ja, den dreng er stadig ikke gode venner med Ole Lukøje. Han laver kunster, skal have vand, vil have mor ind, skal ud og tisse på toilettet (gudhjælpemig), og vil altid gerne høre en ekstra sang. Typisk Sommerfuglen som er en alternativ version af Bjørnen sover (Sommerfuglen, sommerfuglen/flyver rundt i stuen/Når den rammer ruden [BANG!]/slår den sig på snuden [AV!]/Sommerfuglen, sommerfuglen/den vil bare ud).

Det er dog blevet lidt bedre, efter at drengene er blevet lagt til ro samtidig og i deres egne senge. Der har været en periode, hvor Filløjsen blev puttet i mors seng, for så sidenhen at blive bragt til sengs hængende over sin fars skulder. Men det blev i længden for tung en byrde for faderen, og Ludvig samtidig har købt konceptet om en godnathistorie “med munden” som supplement til sangen, så er der nu mere styr på tropperne. Oftest er det moderen der forestår en bog, hvorefter faderen overtager med en rablende fortælling. Der efterspørges vældig ofte karakterer fra Børnenes SF-favoritter (Byggemand Bob, Brandmand Sam, etc.) og fra Disney Junior. Det sidste er faderen generelt modstander af, da der i hans store faderhoved i forvejen cirkulerer de enerverende sange fra samme kanal. Tilladt er dog de klassiske figuerer som Anders, Georg Gearløs, Mickey, Fedtmule (Ludvig: “Fingule”) og Onkel Joakim (Ludvig: “Onkel Joakin”).

Apropos sove og Disney Junior: En af de forholdsvis sjældne dage, hvor VILLUM ikke gad at sove, erklærede han føglende: “Jamen, jeg KAN ikke sove, jeg tænker på alt muligt. Alt muligt fra Disney Junior.” Ja, som I ser, kære læsere, er der kun gode grunde til at begrænse konsumptionen af dette børnenes svar på Fox News.

I morgenstunden er alting anderledes, især for Filløjsen og særligt i ferien. I juledagene har Villum haft nogle 9.30-dage, mens den lille Ludvigs rekord var 8.15. I hverdagene er Ludvig også den første ude af dynerne, mens Villum fortsat skal vækkes, mens humøret er bundfrossent. Men hverdag eller ej, så bryder Villum sig ikke om at blive vækket. Nytårsmorgen efter overnatning i Værløse blev han – blidt – kaldet tilbage fra søvnen af sin mor. Hans første reaktion var at råbe “HUNDELORT!” med en styrke på 110 dB. Derefter blev moderen sendt ud igen med ordene “GÅ UD DIN SKRUETVINGE!”

Der var heldigvis en fyrsteligt morgenbord på adressen.

Men bortset fra de sure og de mere latrinære udgydelser, hygger forældrene sig såre ved Villums stadig mere avancerede formuleringer, som fx at indlede en sætning med “sagen er, at…” eller at sige “det er da utroligt, at folk ikke kender reglerne,” hvis nogen har efterladt et stykke skrald på gaden. Og så er han omsider begyndt at tegne figurativt. Der er mange, der foretrækker hans abstrakte værker, men det skulle være godt for alt muligt også at tegne NOGET.

Nå. Men højtiden afsluttedes endeligt, som den ureformerte tradition byder det, ved Helligtrekonger. Her bragte drengene den mandsstore julegran til parks, hvor det skulle forvandles til flis. Her er træet på vej og henstillet bag fotografen.

I forbindelse med denne forevigelse af Filløjsen med blå plastikfut på hovedet valgte Ludvig at opsamle et stk. hundeefterladenskab og fremvise det med et stolt “se!” og måtte således tilbage til et håndvaskeintermezzo på gårdens toilet. Men alle nåede at se træet blive behørigt flænset på få sekunder.

Og i skrivende stund er kulden så sandelig vendt tilbage. Jamen, så vid, at der er varme at hente i en række fantastiske fotos fra både før, under og efter den hellige tid. De er sat til skue i Galleriet.

Dimensioner:

V: ca. 113/formodet 19,5

L: 91/15