Ja, det er ganske vist. Vi nærmer os 1. april. Danmark stunder mod våren, skulle man vide. Men ak. Vinteren rinder endnu hverken i grøft eller grav. Kuldegrader og sne lader fortsat hovedstaden stålgrå og isnende og landets jorder golde. De to entreprenante smådrenge fra Frederiksberg tuller mestendels rundt inden døre og drøfter vigtige spørgsmål: Kan man spise store is om vinteren? Er det hensigtsmæssigt at få bland-selv-slik hver dag? Er det muligt at få sin egen smartphone? Ikke et ord om fx det italienske parlamentsvalg eller situationen i Syrien. For ikke at tale om de tumultariske forhandlinger om lærernes overenskomst, som potentielt kan trække moderen – og med hende den ganske familie – ned i fattigdom og skørlevned.



Den lille Ludvig har fortsat mangen en glad stund, men kan nu også flippe og græde sig til sympati og en ekstra blomme. Der snackes på livet løs, også uden tilladelse. Særligt frugtskålen er udsat, og det er jo ikke det værste – bortset fra eksplosionsmave og proteinmangel, da snackeriet ofte resulterer i beskedne aftensmåltider. Og han negler også kiks i skuffen!

Luddi taler også meget. L’er i stedet for M’er er almindeligt (“Jeg vil osse led”; “Hva ska ha til aftenslad?” etc.). Sovedyret, Falckredderen Sofus, hedder Sokus med k. Men ellers har han skam godt fat i mange ting, og fx sangtekster kan ofte imponere forældrene, der naturligvis hører, hvad de vil høre. Sådan er det med forældre.

“Jeg elsker dig, Ludvig,” sagde moderen en morgen i marts.
“Nej, mor. Jeg kan ikke elske dig lige nu. Jeg gerne ha’ morgenmad,” svarede barnet. Sådan er det med børn.

Hans storebroder, den navnkundige Villum finder ikke så sjældent anledning til at sige “jeg elsker min lillebror.” Og Ludvig siger så på sin side, at Villum (“Lillum”) er hans bedste ven. Ganske bedårende. Disse store følelser afspejles også i, at de leger fabelagtigt sammen for tiden. Hvilket vil sige, at der oftest går mindst ti minutter, inden der skal gribes ind i et kompliceret morads af kærlighed og had. “Jeg hader babyer,” siger Villum så. Og Ludvig tuder bare. Men først går det strygende:

Den aktuelle sproglige specialitet hos Villum er for tiden noget med at istemme et overdådigt kvantum af latrinære udgydelser, gerne i spisesituationen og helst med god volumen. Men der er skam også vanskeligere sager på tapetet. Eksempelvis fandt følgende ordveksling sted for et par uger siden under perlepladeudarbejdelse:
Villum: “Mor, jeg vil gerne prøve at lave de der kontanter og juveler.”
Mor: “Kontanter? Hvad mener du lige?”
Villum (let irriteret): “Kontanter og juveler – de der røde og sorte bogstaver, du snakkede om den anden dag!”
Han skal nok blive til noget.

Og af den mere syntaktisk avancerede skuffe: Under en af de talrige køreture mod Amager, fandt Filløjsen anledning til at kommentere Carlsbergs igangværende nedrivning af Ny Tap ved Enghave: “De har godt nok revet meget ned i forhold til sidst, vi kørte forbi.” Og der er mere:

V om tv: “Jeg bliver aldrig træt af fjernsyn. Det er svært at slippe det.”

V v aftensbordet “Jeg tror, at jeg vil være artig i dag. Tage nattøj på, når I siger, jeg skal”

V i bilen med JYSK dialekt: “Børnene skal have en is, og de voksne de kan få en bajer. Du skal have en bajer mor, ellers bliver du ikke stor og stærk ligesom far.”

Og så er der noget med hamstere. Villum er blevet eksponeret for smagsprøver på dværghamstere både hos kusine Selma (ja, dette eksemplar er desværre nu kommet af dage ved kattens hånd) og hos vores overbo. Så han er nu selv stærk fortaler for, at husstanden skal erhverve sig et lignede kreatur.
“Jamen, hvis man har en hamster, så må man også hjælpe med at gøre buret rent,” siger faderen.

“Nej nej, så får jeg bare lort på fingrene,” svarer ungen og sætter et tøsefjæs op.
“Men så kan man jo tage gummihandsker på,” foreslår faderen.
“Nej, for dyrelort går gennem gummihandsker, så den opgave overlader jeg til de voksne.”
OVERLADER TIL DE VOKSNE??!
Villum har stadig ikke nogen hamster.

Der er også noget, der minder om practical jokes på programmet. Moderen troede for eksempel, at hun og Villum havde en klar aftale om, at Villum skulle gå foran og vise det gode eksempel, da han og Ludvig skulle til frisøren sidst i januar. Ludvig for første gang (derfor det med at være et eksempel, red.). På vej derned i cykelvognen siger Villum:
“Nåeh, Ludvig, nu skal vi til frisøren. Dernede bliver man redt med en rive! Og hvis man ikke sidder stille, kommer der blod! Så kan det nemlig være, hun klipper ørerne af dig.”

Nede ved frisøren bliver Villum klippet først og er et godt eksempel.
“Så er det din tur, Ludvig,” siger moderen, da Villum er færdig.
“Nej, ikke mig klippes, nu går vi hjem, mor!” erklærer Ludvig.
Det viser sig, at han er bange for hårtørreren, ikke for at blive klippet i småstykker.

Jo jo. Den store dreng bliver stadig mere moden. Han vil nu også gerne være med til fastelavn i gården (dog ikke med udklædning), han er ikke længere helt så genert og er også en smule mindre tudevorn, når sociale udfordringer melder sig, som for eksempel aflevering i børneren og den slags.

Det lover bedre end frygtet for SFO-starten, der dog fortsat imødeses med radikal skepsis fra Villums side. “Jeg går bare ud og går hjem,” har han erklæret. Til gengæld er der tilbagefald på toginteressen, der atter er blevet vakt og intensiveret. Men det er jo sundt for en rask dreng. Her er han med faderen i Høje Taastrup på den løbende Tour de Endestation:

Familien akilleshæl det seneste år har som bekendt været indsovningssituationen, især hos den mindste, der har terroriseret aftenerne i måneder. Sådan er det fortsat i hverdagen, om end det har lettet noget på stemningen, at han nu kun sjældent står op igen og spæner stuerne rundt på jagt efter mor. I weekenden, hvor der ikke er nogen velmenende pædagokker til at sikre hans middagslur, er der til gengæld ingen problemer. Det er det andet barn i familien, hvis adfærd taler imod alverdens teser om at ‘al søvn gør kl. 15 påvirker ikke nattesøvnen’ og lignende crap (ja, den slags citater er sat op med store typer i de kolde institutionsgange i Børnehuset Planeten).

Villum sover typisk fint ind. Det er blevet fast kutyme at fortælle en historie fra hoften før dagens godnatsang. Det tager alt for lang tid, men det er også fint nok. Historien handler på drengens forlangende oftest om Norman Price – en karaktersvag dreng fra filmene om Brandmand Sam pyntet med lidt ekstra hittepåsomhed og en række karakterer, herunder brandfolkene, en dame ved navn Hanne, der driver byens svømmehal, Bruno fra Ramasjang, der bor uden for byen. Og en sur borgmester. Når det så er tid til vuggesang, så er Villums nye favoritter (1) “Der er et yndigt land” (efterspørges som ‘regionalsangen’) og (2) “I en sal på hospitalet” (som han ikke forstår til fulde og derfor synes er smuk, frem for tragisk). Faderen har lært sig alle fire sædvanlige vers til nationalhymnen og hovedparten af historien om den tuberkuløse pige på Blegdamshospitalet (eller hvad det nu er).

At sove igennem er også et nærmest ukendt fænomen for den lille Ludvig. Han lister ind til forældrene ml kl 01 og 04 næsten hver nat. Og når han ikke gør det, så gør hans storebror, fordi han har drømt om dræbersommerfugle eller tilsvarende monstrøse fantasifostre.

En anden akilleshæl er, at Ludvig laver utrolig stort, når han laver stort. Det flyder ofte lidt over, som man siger. Det måtte mormor og morfar sande, da de havde drengene med i Svendborg Svømmehal just her i den vinterlige påske. Det flød ovenud på rutsjebanen og så måtte hele Svendborg kostes op af bassinet og sendes til omklædning. Heldigvis havde de nået at være der et stykke tid, da det skete. Læringspunktet, moralen om man vil, er her, at det kan være en ganske udmærket idé at gå i svømmeren med drengene, men at Ludvig skal have lov at skide først. Simpelthen. Det morsomme er jo, at Villum og hans utrolig kloge og hygiejnisk hysteriske fader for få uger siden blev kostet op af varmtvandsbassinet i Valby Vandkulturhus pga. fækalier i vandet. Manden med det lange net og det søgende blik havde allerede gjort de badende årvågne.

“Hvorfor var der en baby, der sked i vandet?” spurgte Filløjsen efterfølgende.
“Det kan jo også have været en voksen, der pludselig fik meget dårlig mave,” svarede faderen i spøg og så i det samme ubehagelige scenarier for sig.
“Jeg VED det var en baby,” sagde Filløjsen. “Jeg hader babyer.”

Ja. Så nåede vi også denne gang til vejs ende. Og det sner stadig. Fuldstændig som midt i januar, da sidste blogindlæg blev eksekveret. Galleriets Vinterudstilling er forlænget i anledning af vejret. Her finder man fine fotos drengenes færden – blandt andet værker fra farforældrenes hånd under endnu en frostsprængt miniferie i Fuglebjerg i midten af marts.

—————-

DIMENSIONER

Ludvig: Tør vi ikke skrive om (der vil blive fulgt op)
Villum: Ca. 113 cm fraregnet tåstand/19,8 kg med underhyler