De to heroiske drengebørn, Filløjsen og Luddibassen, har gennemgået mangt og meget siden seneste opdatering, der fandt sted midt i årets næsten uendelige atomvinter.

Ludvig er på sin side begyndt i børnehave den 1. april. Det meste af første måned ifølge med storebroderen og uden de store kvaler. Sidenhen med lidt muggen og morgengråd, men han trives glimrende. Næste omvæltning bliver den 1. juni, når bussen til Allerød indstiller driften, og hele banden af uvorne unger igen indkvarteres i det fine almennyttige og sociale boligkomplekset Solbjerg Have, der p.t. kan hjælpe folk til en 1-værelses bolig efter beskedne 13 år på ventelisten. Og det tager kun 20 år for 2 eller flere værelser (se her). Men så er der også ydervægge af asbestholdig eternit, og kommunen bevilgede i april 2013 bevilget til en PCB-undersøgelse af bygningerne. Bemærk kombinationen af eternit, patineret spånplade og sibirisk lærk.

I ulvetimen løber Ludvig dagligt i pendulfart mellem tv’et og køkkenet, hvor en af forældrene typisk kokkererer. I køkkenet spørger han “hva’ må jeg få?” Foran tv’et gnasker han på det, han får tiltusket sig. Det er meget dygtigt.

På ca. fire uger lykkedes det også Ludvig at mestre genkendelsen af – slag på tasken – 90 % af samtlige bilmærker på de danske veje og gader og stræder og gyder – også Alfa Romeo og Ssang Yong og Daewoo. Opel og Chrysler bliver dog til stadighed forvekslet. Det samme med Volvo og Nissan. De gamle udgaver af Fiat kan også volde vanskeligheder. Og Lada og Trabant kender han af gode grunde ikke. Faderen husker stadig hans forældres Lada fra 1976, der blev erhvervet spritny for 33.000 kroner. Det var mange penge dengang. Her er en meget lang Mercedes på Skydebanegade:

Omsider er det også lykkedes tumlingen at finde ud af, hvordan man hopper. Hop hop. Der hoppes en del, ikke i et omfang som Villum yndede i sin tid, men et hop her og et hop dér. Hop hop.

Sprogligt har den lille Ludvig nu nået “hvorfor”-alderen. Storebroder Villums snart mangeårige og hastige “hvorf’ det?” gentager sig med nærmest identisk intonation. Indtil for ganske ganske ganske nylig, har der været vedholdende vanskeligheder med konsonantsammenstillinger som “sk-“, “sp-“, “st-” og alt det (vagge=vaske; bise=spise; dor=stor; slage=smage etc.). Eksempler:

V: “Det er min gole, Lillum”
L: “Nej, Ludvig, det er MIN skole. Du skal gå i børnehave tre år endnu”

eller:

Far: “Laver du lort, Ludvig?”
L [med triumferende storgrin]: “Naaarhj… Jeg GIDER”

Eller titelsangen fra Rorri Racerbil: “Rorri – en racerbil; Rorri, en djerne med dil.”

Eller følgende passus, udråbt under leg: “Jeg har et godstog! Det er fuld af damer! Det ga til Frederikssund!” (Ludvig har efterfølgende bedyret, at han intet har at gøre med trafficking)

Og så… pludselig en dag holdt det op. For få dage siden. Slut med at synge “vagge vagge vagge,” når der pudses med klude og koste. Slut med at spise “fik” eller sige “hva ga bise til aftenslad.” Eller sige “plak,” når der fx ryger en sten i en brønd eller en tandbørste i wc-kummen. Det er jo helt vemodigt.

Men heldigvis hedder Villum hedder stadig “Lillum.” Troede forældrene. Men nej. Næppe havde Ludvig oprigtigt interesseret spurgt “Hedder du Villum, Lillum?” før også dén fejl var ryddet af vejen. Alting bliver lissom lidt for korrekt, altså.

Og så redningen, så sent som den syttende juni totusindeogtretten: “Uaaaa. Der er et bøgelse. Det må ikke komme ind i min høkasse!” Ja, Ludvig kalder det ‘høkassen.’ Det må han have lært af en bedstemor et sted.

Nå. Netop som alting grønnedes og sprang ud, fik Villum sin ilddåb i den nye verden, hvor han skal tilbringe de næste ti år. Efter en behørig afsked med børnehaveårene ved både noget forældrefri festivitas sidst i april og et meget velanbragt og fint afskedsbrev, begyndte Villum sit nye liv i SFO Lindetræet den 1. maj 2013 – solidt hjulpet af besserne, der tog fra med et par tidlige afhentninger i begyndelsen. Efter sommerferien får SFO’en så kompagniskab af selveste skolelivet i 0. kl. på Lindevangsskolen med sine fire spor og 700 børn.

Villum har ikke så let ved det med nye kammerater. Men det går fremad, selvom der stadig er tudeture fra tid til anden – og alting kunne have været meget værre. Han kunne fx have fået lus eller meningitis. Stedet byder på et fast program, der er kaniner og marsvin og mooncars og overboens Carl er også startet – dog på en anden stue. Villum og ham fandt for en periode sammen i SFO’en og begyndte også at lege en del sammen hjemme i gården. Nu er det løjet lidt af, men lad os se. Der er også en på stuen, der hedder David, og han gider at spille Kalaha og den slags.

Der har været dage, hvor Villum har været meget alene og det er svært for forældrene at kapere. Heldigvis er der lidt mere struktur på tingene end i børnehaven med faste besøg i 0. klasse (som Villum ser meget frem til), ture efter program m.v. Så det bliver nemmere. Der har også været en weekend, hvor Villum har haft æren af at passe dyrene derovre. Den tjans kan man melde sig til, hvis man kan overtale sine forældre.

Der har så midt i det hele været et lille intermezzo – et break om man vil – hvor Villum og Ludvig har været på en uges rekreation på Tåsinge og herefter virkede det også som om det var lidt svært at komme tilbage til hverdagen. Det går lidt op og ned hver dag. Det hjælper når man er på tur og fx får lov at holde pythonslanger i zoologisk have. “Den var helt blød,” som han sagde, “slet ikke slimet.” Han prøvede også at holde en skildpadde og en mus, men det er jo ikke i nærheden af at være ligeså interessant.

Men apropos besøg hos besserne, så har der været mange i den forløbne periode, som jo går helt tilbage til marts. Skam få blogskribenten.

Da mor midt i Danmarkshistoriens længste lockout var på weekend-kvindetogt i Hillerød, byernes by, tog Villum og Ludvig med deres fader til dennes ophav i det Sydvestsjællandske. Villum viste for første gang reel interesse for fodbold – og så faldt besøget tilfældigvis sammen med, at årets økokøer skulle slippes på græs og spjætte med deres bagben. Og så var der naturligvis øko-frannere:

Det var i samme forbindelse, at Ludvig smed sutten. Mest fordi faderen havde forglemt den hjemme på det mondæne Frederiksberg. Men da den ikke var der, fik han den ikke. Og da det gik fint, undlod forældrene at give ham chancen for at vende tilbage til uvanen. Konsekvent og effektivt.

I Kr. Himmelfartsferien – eller “Karsten Himmelfart,” som Filløjsen fik sagt – blev ungerne sat af i Det Fynske Øhav og forældrene jog i sneglefart mod Århus. Smilets by, Verdens mindste storby – eller som de siger her i globaliseringen: “Aarhus – Danish for progress.” Ungerne blev bragt op til det Østjyske om søndagen, så man kunne besøge onkel Jerrik og gå i Den Gamle By og lege med tøndebånd og køre hestevogn.

I den tidlige pinse gik turen så igen til Fuglebjerg, så der kunne hældes benzin på æbletræerne og løbes efter Ludvig, der gerne ville ud og lege på Korsørvej.

Og så altså igen til Tåsinge i sidste uge af maj. Det er jo det rene svir. Og der kommer sikkert mere i sommerferien.

Midt i maj, da dagtemperaturer over 8 grader endelig havde bidt sig fast, kvitterede sommervarmen med ture på skadestuen til BEGGE drenge på samme lune onsdag. Ludvig på lægehuset i Allerød, hvor han fik behandlet en velvoksen afreven hudflap på højre pegefinger, mens Villum efter et styrt fra gårdens legehustag måtte forsynes med et par sting i øjenbrynet på akutklinikken ved Frederiksberg Hospital. Ja, det hedder en akutklinik nu om stunder. Det var den femtende i måneden og tråden var blå og ikke af typen, der forsvinder af sig selv. Ventetid kun 70 min. Præmien var fritter og fransk hotdog på Kinaen.

Og næppe var såret over øjet helet og arret plejet, før et par usle fodvorter brød frem under fødderne på den lille Filløjs. Det er jo ikke første gang, så han må være disponeret. “Har Villum fået en brystvorte?” spurgte den lille Ludvig.

Nu nærmer sommerferien sig. Ludvigs tre-årsdag nærmer sig. Hvornår mon næste blogindlæg bliver skrevet? Det ved ingen uden de guder, der er betroet at skæbnefastsætte den slags. Indtil da er der forårsudstilling i Galleriet.

Dimensionerne er beklageligvis pauvert opdateret. Det skal som sædvanlig blive bedre næste gang:

V: ?/?
L: 93/?